I Kastanien elsker vi at fejre årets traditioner, da de skaber fællesskab, glæde og små minder, som børnene kan tage med sig.
Fastelavn
Til fastelavn maler storegruppen fastelavnstønder, og alle børn laver deres egne fastelavnsmasker. Alle børn, der har lyst, er velkomne til at klæde sig ud denne dag. Vi synger altid fastelavnssangen, og de børn, der ønsker det, kan slå katten af tønden.
De børn, som ikke vil deltage, samles på en stue i hver ende og synger fastelavnssange og leger. Om eftermiddagen får alle børn en fastelavnsbolle, som består af en bolle med lidt glasur.
Jul
Julen er en fantastisk højtid her i Kastanien. Vi inviterer jer forældre til juleklippeklister, hvor I sammen med jeres barn og de andre forældre laver julepynt til vores juletræ. I julen får børnene risengrød og et glas saftevand.
Derudover holder vi en julefrokost, lige inden alle går på juleferie. Her dækker vi fint op med duge, bordkort og servietter. Vores køkkendame Linda serverer en stor julemenu med fiskefilet, rejemadder og karrysild. Det er altid en hyggelig og festlig dag for børnene.
Sommerfest
Om sommeren holder vi sommerfest, hvor I forældre er velkomne. Vi laver forskellige aktiviteter og boder, som I kan deltage i sammen med jeres barn, og vores køkkendame sørger for et udvalg af lækre spreads og små lækkerier, så I forældre kan smage på de ting, der bliver serveret for jeres børn i hverdagen.
Forældrekaffe og croissant
I foråret inviterer vi til forældrekaffe på legepladsen, en stue ad gangen fra kl. 8-9.30. Her kan I møde andre forældre og personale over en kop kaffe og en croissant. Om vinteren holder vi samme hyggelige arrangement, men indendørs på stuerne. Det er en god mulighed for at møde jeres barns venner og deres forældre.