Når I har fået tilbudt en plads i Kastanien, ringer vi jer op og inviterer jer til en opstartssamtale. Til samtalen møder I den pædagog på stuen, som vil stå for indkøringen af jeres barn. Her snakker vi om jer og jeres barn – hvad er jeres barn optaget af, hvor er det udviklingsmæssigt, hvordan er barslen gået mm.
Vi planlægger og forventningsafstemmer i forhold til indkøring, så vi kan få skabt den bedst mulige start for både jer og jeres barn.
Opstart
Vi anbefaler, at I som forældre afsætter 14 dage til opstart, men tager altid højde for det enkelte barn og dets familie. Vi opfordrer jer forældre til at holde øje med jeres barn de første dage efter opstart i vuggestuen og melde retur til personalet, om hvordan jeres barns reaktion har været derhjemme. På den måde kan vi tilrettelægge den bedste opstart for jeres barn.
I er velkommen til begge at være tilstede på barnets første dag. Vi ønsker dog herefter, at det kun er en forælder, der deltager i opstarten. Årsagen er, at det kan være svært for jeres barn at skulle forholde sig og sige farvel til to forældre - derudover kan det være forstyrrende med flere voksne for de andre børn på stuen.
Vi ved, at det kan være svært at aflevere sit barn i vuggestuen, så I er altid velkommen til komme ind på kontoret. Vi hjælper gerne med gode råd og støtte under opstarten. Derudover kan vi forsikre jer om, at vi altid kontakter jer forældre, hvis jeres barn er ulykkeligt, og vi derfor anbefaler, at I henter jeres barn. På den måde får både I og jeres barn en god og tryg oplevelse med det at gå i vuggestue.