Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet er vigtigt for os i Kastanien. Når vi samarbejder, hjælper vi jeres barn med at trives og føle sig trygt, gør det nemmere for jer at aflevere barnet om morgenen, og sikrer, at vi kan have en åben og tillidsfuld dialog om alt, der handler om jeres barn.

Vi ved en masse om pædagogik og børns udvikling, men det er jer forældre, der kender jeres barn bedst. Derfor har vi sammen de bedste forudsætninger for at skabe en god hverdag for jeres barn, hvis vi deler vores viden og inddrager hinanden.

Vores kommunikation ud af huset foregår gennem Aula. Her sender vi både praktiske informationer og deler billeder og dagbøger. Så ved I, hvordan jeres barns hverdag ser ud, og hvad vi laver her i Kastanien. Det er også her, I skal give os besked, hvis jeres barn ikke kommer på grund af sygdom eller ferie.

Planlagte forældresamtaler

For at sikre det gode samarbejde om jeres barns trivsel og udvikling, har vi forskellige faste samtaler, som vi inviterer jer til igennem jeres barns tid hos os.

  • Opstartssamtale
  • 3-månederssamtale
  • Overgangssamtale til børnehave
  • To årlige forældremøder (et til sommerfesten og et mere formelt til efteråret)

Derudover holder vi samtaler, når enten I eller vi ser et behov. På den måde sikrer vi, at både I og vi er trygge ved jeres barns trivsel og udvikling, og at vi kan planlægge det bedste forløb for jeres barn. Hvis der er det mindste, er I altid velkommen til at henvende jer til personalet. 

Forældreråd

Forældrerådet har indflydelse på børnenes hverdag i institutionen. Det er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.

I forældrerådet bidrager du med forældreperspektivet. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet holder møder 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder 6 gange om året.

Du kan læse mere om forældreråd og forældreindflydelse her